Formidlingsprojekt:
Genfortælling af reformationshistorien samt undersøgelse af konsekvenserne for danskernes åndsliv frem til i dag.
I anledning af Reformationsjubilæet 2017 er jeg i gang med at lave en genfortælling af de dramatiske begivenheder omkring reformationen, som måske mere end noget andet kom til at ændre danmarkshistorien afgørende. Først og fremmest vil jeg undersøge, hvilke konsekvenser reformationen fik for danskernes åndsliv frem til i dag. Og jeg vil stille det spørgsmål, om det danske folk dengang med reformationens indførelse fik det, de ønskede, eller om man faktisk åndelig talt kom til at smide barnet ud med badevandet. Mange aktiviteter i den danske folkekirke af i dag kunne tyde på det. At man faktisk søger en åndelighed, som i nogen grad synes at være gået tabt med reformatorernes hårdhændede udrensning i den kirke, som havde været danskernes lige siden kristendommens indførelse her i landet.
Den såkaldte Skibykrønike, forfattet af karmelitermunken Povl Helgesen, er vores vigtigste primære kilde til forståelse af begivenhederne, der førte frem til den endelige gennemførelse af reformationen i 1536. Med udgangspunkt heri vil jeg perspektivere de mekanismer, som fik almuen over på reformatorernes side, og som sine steder medførte en sand billedstorm i de danske kirker. Selv om Povl Helgesen er farvet af sit syn på de lutherske tendenser hos de danske reformatorer, hvor han i lidenskabelige vendinger raser mod reformatorerne og særligt Hans Tavsen - som beskrives som en sand forræder mod den katolske kirke -, får man alligevel gennem hans dybt engagerede beskrivelse af reformationens drama et klart billede af en fascinerende og indædt religiøs tvekamp mellem reformkatolikkerne på den ene side og reformatorerne på den anden.
En afgørende omstændighed for reformationens gennemførelse var det faktum, at Frederik I i årtiet op til reformationen i praksis holdt hånden over prædikanterne, som de gejstlige Luthertilhængere kaldtes, som på trods af et officielt forbud herimod fik lov at prædike rundt om i riget, hvor særligt Viborg og Malmø blev vigtige centre. Dette sammen med udbredelsen af prædikanternes skrifter takket være bogtrykkerkunsten, som dengang revolutionerede muligheden for at propagandere, skulle vise sig at få afgørende indflydelse på, at den lutheranske tro til syvende og sidst endte med at sejre.
Der hersker ingen tvivl om, at såvel reformatorer som reformkatolikker ønskede et opgør med den daværende kirkes på flere måder forargelige fremtræden. Nævnes kan først og fremmest den noksom bekendte afladshandel, som havde overskredet rimelighedens grænser og syntes at fungere som nem indtægstkilde for den katolske kirke, men også bispernes grådighed og materialistiske fremfærd sprang i øjnene og syntes ude af trit med det fattigdomsløfte, som kirkens folk aflagde. Men der var alligevel en grundlæggende forskel på humanisterne og reformatorerne. Hvor humanisterne ønskede en reform af kirkens misbrug inden for pavekirkens institutionelle rammer, var det for reformatorerne selve pavekirken, som var hovedfjenden, og her først og fremmest paven selv, som ligefrem af disse blev kaldt Antikrist.
En interessant rolle i hele denne konflikt spiller almuen. Datidens gejstlighed var synonym med magthaverne og de adelige, som almuen i vid udstrækning følte sig udnyttet og misbrugt af. Derfor var det ikke svært for reformatorerne at hente opbakning hos almuen ud fra et rent klassekampmotiv, hvor menigmand med Luther og Hans Tavsen i ryggen gik til kamp mod den undertrykkende feudalistiske pavekirke styret med hård hånd af bisper, som fremturede i vellevned rundt om på bispegodserne. Almuen blev derfor en afgørende brik som led i alliancen med kongen, reformatorerne og adelen. Alle parter havde udsigt til at høste fordele af den ny tros indførelse; konge og adel med overtagelse af kirkegodset, reformatorerne med den evangeliske tros indførelse gennemtrumfet af kongemagten og endelig almuen, som så frem til at blive befriet fra at blive udbyttet og hårdhændet behandlet af kirkens folk.
Meget tyder imidlertid på, at danskerne i nogen grad blev taget på sengen med reformationen. Kilderne beretter, at gamle katolske ritualer som rosenkransbønnen, helgendyrkelsen og valfarter var meget svære at udrydde og varede ved langt op i århundrederne, nogle katolske skikke endog helt op til vor tid. Der berettes endda om, hvordan befolkningen et sted efterfølgende myrder en luthersk præst, som foran den måbende menighed smadrer et billede af jomfru Maria. Superintendanten Niels Palladius måtte så sent som 1557 – omkring 20 år efter reformationen – opgive at reformere nonnerne i det adelige jomfrukloster i Maribo. Og omkring 50 år efter reformationen beretter biskop Madsens visitatsbog, at han måtte fare med lempe i sin udrensning førreformatoriske ikoner i kirkerne. Mange steder truede og tvang man de gejstlige til at underkaste sig den evangeliske tro. Noget tyder på, at gennemførelsen af den ny tro for mange dengang faktisk fremstod som et overgreb på deres åndsliv.
Det er min hensigt at inddrage mulige relevante kilder i Vatikanets arkiver i mit forsøg på at kaste nyt lys over den danske reformation, dels gennem allerede kendt materiale, dels ved at undersøge, hvad der måtte være af hidtil ukendt eller uoversat kildemateriale. Det er lykkedes mig at finde kilder, som forekommer at være stort set ukendte i Danmark, nemlig om Vatikanets forsøg på at genmissionere i Danmark efter Reformationen. I starten af 1600tallet sendes dominikanere og jesuitter i to omgange til Danmark, og deres beretninger afspejler et dansk samfund, hvor den daværende konge Christian IV håndhæver den lutherske statskirke med stor strenghed. Dette er lige ved at koste en af de udsendte jesuitter livet, idet det lykkedes kongen at opdage jesuitternes tilstedeværelse og missionsforsøg. Dog lykkedes det den unge jesuit med nød og næppe at undslippe en truende dødsdom. Disse dramatiske hændelser findes beskrevet i hans breve til Rom, hvor han chokeret beretter om sine traumatiserende oplevelser i Danmark.
Genfortælling af reformationshistorien samt undersøgelse af konsekvenserne for danskernes åndsliv frem til i dag.
I anledning af Reformationsjubilæet 2017 er jeg i gang med at lave en genfortælling af de dramatiske begivenheder omkring reformationen, som måske mere end noget andet kom til at ændre danmarkshistorien afgørende. Først og fremmest vil jeg undersøge, hvilke konsekvenser reformationen fik for danskernes åndsliv frem til i dag. Og jeg vil stille det spørgsmål, om det danske folk dengang med reformationens indførelse fik det, de ønskede, eller om man faktisk åndelig talt kom til at smide barnet ud med badevandet. Mange aktiviteter i den danske folkekirke af i dag kunne tyde på det. At man faktisk søger en åndelighed, som i nogen grad synes at være gået tabt med reformatorernes hårdhændede udrensning i den kirke, som havde været danskernes lige siden kristendommens indførelse her i landet.
Den såkaldte Skibykrønike, forfattet af karmelitermunken Povl Helgesen, er vores vigtigste primære kilde til forståelse af begivenhederne, der førte frem til den endelige gennemførelse af reformationen i 1536. Med udgangspunkt heri vil jeg perspektivere de mekanismer, som fik almuen over på reformatorernes side, og som sine steder medførte en sand billedstorm i de danske kirker. Selv om Povl Helgesen er farvet af sit syn på de lutherske tendenser hos de danske reformatorer, hvor han i lidenskabelige vendinger raser mod reformatorerne og særligt Hans Tavsen - som beskrives som en sand forræder mod den katolske kirke -, får man alligevel gennem hans dybt engagerede beskrivelse af reformationens drama et klart billede af en fascinerende og indædt religiøs tvekamp mellem reformkatolikkerne på den ene side og reformatorerne på den anden.
En afgørende omstændighed for reformationens gennemførelse var det faktum, at Frederik I i årtiet op til reformationen i praksis holdt hånden over prædikanterne, som de gejstlige Luthertilhængere kaldtes, som på trods af et officielt forbud herimod fik lov at prædike rundt om i riget, hvor særligt Viborg og Malmø blev vigtige centre. Dette sammen med udbredelsen af prædikanternes skrifter takket være bogtrykkerkunsten, som dengang revolutionerede muligheden for at propagandere, skulle vise sig at få afgørende indflydelse på, at den lutheranske tro til syvende og sidst endte med at sejre.
Der hersker ingen tvivl om, at såvel reformatorer som reformkatolikker ønskede et opgør med den daværende kirkes på flere måder forargelige fremtræden. Nævnes kan først og fremmest den noksom bekendte afladshandel, som havde overskredet rimelighedens grænser og syntes at fungere som nem indtægstkilde for den katolske kirke, men også bispernes grådighed og materialistiske fremfærd sprang i øjnene og syntes ude af trit med det fattigdomsløfte, som kirkens folk aflagde. Men der var alligevel en grundlæggende forskel på humanisterne og reformatorerne. Hvor humanisterne ønskede en reform af kirkens misbrug inden for pavekirkens institutionelle rammer, var det for reformatorerne selve pavekirken, som var hovedfjenden, og her først og fremmest paven selv, som ligefrem af disse blev kaldt Antikrist.
En interessant rolle i hele denne konflikt spiller almuen. Datidens gejstlighed var synonym med magthaverne og de adelige, som almuen i vid udstrækning følte sig udnyttet og misbrugt af. Derfor var det ikke svært for reformatorerne at hente opbakning hos almuen ud fra et rent klassekampmotiv, hvor menigmand med Luther og Hans Tavsen i ryggen gik til kamp mod den undertrykkende feudalistiske pavekirke styret med hård hånd af bisper, som fremturede i vellevned rundt om på bispegodserne. Almuen blev derfor en afgørende brik som led i alliancen med kongen, reformatorerne og adelen. Alle parter havde udsigt til at høste fordele af den ny tros indførelse; konge og adel med overtagelse af kirkegodset, reformatorerne med den evangeliske tros indførelse gennemtrumfet af kongemagten og endelig almuen, som så frem til at blive befriet fra at blive udbyttet og hårdhændet behandlet af kirkens folk.
Meget tyder imidlertid på, at danskerne i nogen grad blev taget på sengen med reformationen. Kilderne beretter, at gamle katolske ritualer som rosenkransbønnen, helgendyrkelsen og valfarter var meget svære at udrydde og varede ved langt op i århundrederne, nogle katolske skikke endog helt op til vor tid. Der berettes endda om, hvordan befolkningen et sted efterfølgende myrder en luthersk præst, som foran den måbende menighed smadrer et billede af jomfru Maria. Superintendanten Niels Palladius måtte så sent som 1557 – omkring 20 år efter reformationen – opgive at reformere nonnerne i det adelige jomfrukloster i Maribo. Og omkring 50 år efter reformationen beretter biskop Madsens visitatsbog, at han måtte fare med lempe i sin udrensning førreformatoriske ikoner i kirkerne. Mange steder truede og tvang man de gejstlige til at underkaste sig den evangeliske tro. Noget tyder på, at gennemførelsen af den ny tro for mange dengang faktisk fremstod som et overgreb på deres åndsliv.
Det er min hensigt at inddrage mulige relevante kilder i Vatikanets arkiver i mit forsøg på at kaste nyt lys over den danske reformation, dels gennem allerede kendt materiale, dels ved at undersøge, hvad der måtte være af hidtil ukendt eller uoversat kildemateriale. Det er lykkedes mig at finde kilder, som forekommer at være stort set ukendte i Danmark, nemlig om Vatikanets forsøg på at genmissionere i Danmark efter Reformationen. I starten af 1600tallet sendes dominikanere og jesuitter i to omgange til Danmark, og deres beretninger afspejler et dansk samfund, hvor den daværende konge Christian IV håndhæver den lutherske statskirke med stor strenghed. Dette er lige ved at koste en af de udsendte jesuitter livet, idet det lykkedes kongen at opdage jesuitternes tilstedeværelse og missionsforsøg. Dog lykkedes det den unge jesuit med nød og næppe at undslippe en truende dødsdom. Disse dramatiske hændelser findes beskrevet i hans breve til Rom, hvor han chokeret beretter om sine traumatiserende oplevelser i Danmark.
